Næste uge rykker...

Jeg er mega spændt på næste uge som byder på aftale hos lægen og to netværksgruppeaftner med kvinder der ligesom mig vil springe ud i det at få et barn alene. Der er også en glæde i min krop over at jeg nu sådan rigtig skal til at lukke op for posen og i højere grad skal ud i beslutningen.

Hos lægen regner jeg mest med at kunne blive afklaret på det praktiske forløb. Og til netværksaftnerne skal jeg mødes med kvinder der enten er i beslutningsfasen eller er startet på forløbet. Jeg valgte at være med i begge grupper for at få et indblik i, hvad der ligger længere fremme. Også fordi jeg har fået lavet mine første aftaler med læge og hospital.

Det bliver første gang, jeg får snakket rigtig omkring min beslutning med andre i samme situation. Veninder har dog tilbudt at give mig nummer/mail til andre de kender som er gravide single(på vej til at blive) mødre eller allerede har fået barn. Lige nu føler jeg mit behov er at snakke med andre som er lige dér, hvor jeg er.

Jeg har strejfet tanken om, hvad nu hvis det er for sent??? Er i gang med at læse 'Selvvalgt singlemor til donorbarn - beslutningsprocessen', og den bringer det op, for det KAN jo være en risiko. Jeg bliver så trist ved tanken om, at jeg kan have ladet mit liv flyve forbi i troen om, at det selvfølgelig vil falde i hak. Og ikke har været klar til at tænke tanken helt ud - risikoen for at jeg ikke kan få et barn. Jeg har jo mødt kvinder, der netop har fået barn omkring 40'erne. Den ene med en del hjælp, som de til sidst gik fra fordi hormonerne var for hårde, og da de ventede på deres adoptivbarn, blev hun gravid uden hjælp som 38 årig. En anden var 40 år ved den første og 42 ved nummer to. Så jeg har jo vidst, at det kan lade sig gøre. Forskellen er bare, at de begge har mænd, og det har jeg ikke - lige nu i hvert fald. Det har jo ellers været min drøm også at have det. Nu håber jeg bare, at det ikke er for sent for mig og mit barn. Det må jeg vente små to måneder på at finde ud af.

Næste uge skal jeg bruge på mere afklaring af processen og få snakket om det der rumsterer i mig med andre, der er i det samme. Og det glæder jeg mig til, så jeg kan komme videre i planlægningen. Håber ikke det lyder koldt, men tænker egentlig ikke, det er anderledes fra, hvad andre kvinder/mænd i forhold tænker, når de vil have barn. Mange børn er jo netop planlagte.

Komme ind i et netværk

Jeg er lige kommet hjem fra et netværksmøde med 30 andre kvinder der enten er i beslutningsfasen, fertilitetsbehandlingen, gravide eller singlemor til et barn. Det var så dejligt at møde andre med samme tanker og blive bekræftiget i at det valg ikke gør én underlig eller uattraktiv som person, for hold da op det var smukke, veluddannede kvinder, der sad der overfor et af de største beslutninger i vores liv. Vi sad dér for at få mere at vide om, hvordan der var gået for andre, og høre hvad andre havde af oplevelser igennem processen. I tre timer kom vi til at tage en beslutning, processen med at blive gravid, selve graviditeten til hvordan får man det til at hænge sammen som eneforældre med et job og et ønske om også at være kvinde og have selvtid.

Meget spændende!!!

Oven i det fik jeg også bogen Selvvalgt singlemor til donorbarn, bogen de to kvinder, der havde oplægget i dag, har skrevet. Glæder mig til at komme igang med den - føler meget at beslutningen egentlig ER taget, men samtidig er det jo godt at have overvejet de mange aspekter som det at være singlemor. Ikke at jeg tror jeg kan tænke mig til et liv som mor for det tror jeg ingen kan - heller ikke som andengangsforældre fordi dér vil situationen jo være en anden fra første gang. Men uanset tror jeg at man kan gøre det nemmere for sig selv ved at bevæge sig lidt ud i krogene også dér var det bliver svært. Noget jeg ikke er helt sikker på at forældrepar gør fordi de i større grad reagere på følelsen om at få et barn sammen. Den følelse HAR jeg men fordi jeg kun er én er det ikke helt nok fordi der er andre ting der også skal hænge sammen. Ikke at de har betydning for selve valget, for jeg tror ikke jeg bliver boende i min lille bolig i mange år endnu, det faste job er jeg også sikker på at jeg får snart, babysitting af den lille for at få lidt selvtid er jeg heller ikke i tvivl om at jeg vil kunne få løst, så ser det ikke som hindringer. Jeg tror bare, at det kan være godt for mig at visualisere mit nye liv og se det for mig. Så jeg allerede inden i hovedet har fået omlagt det lidt til hvad det kan blive.

I morgen aften må jeg gå i gang med læsningen :)

Knugende mave

Her over weekenden har jeg haft en knugende mave og et kæmpe savn. Efter en mand jeg elsker, som ikke vil mig fuldt ud. Jeg så ham i fredags med et stormende bankende hjerte til en reception på min gamle arbejdsplads, efter jeg sagde farvel til ham for små halvanden måned siden. Det er destruktive følelser for mig, for vores forhold kørte i omkring 3,5 år med afbrudt forbindelse ind i mellem, hvor jeg har datet med andre mænd. Og altid er vi vendt tilbage til hinanden som to magneter, der ikke kan gøre andet.

Mit farvel var dog ment rigtigt - denne gang! For jeg har sagt det flere gange før. Mine tanker var endda begyndt at dreje sig om andre mænd med den store fordel, at de er singler.

I foråret erkendte jeg til sidst, at jeg faktisk elskede ham, og det var også da, at det ikke sjovt at være hende på sidelinjen mere. Vores sidste kontakt varede i halvandet år, hvor jeg var meget bevidst om, at han havde en kæreste ved siden af. Det startede som en hævn over for hende, da det var hende, der tog ham fra mig. Selvfølgelig fordi han ikke var interesseret nok i mig når det kom til stykket. I starten nød jeg, at hun havde scoret sig en mand, der ikke kunne være hende tro. Jeg brugte også ham, men vores samtaler blev til daglige samtaler og så handlede det ikke mere kun om sex. Problemet er bare, at jeg på trods af mine følelser har mistet min tillid til ham, min tro på ham. Og alligevel så er han i mine øjne smuk, tiltrækkende, sexet og en mand jeg ikke ønsker at have den nedbrydende (og til mange tider dejlige udfordrende) historie sammen med. For det er den der for størstedelen tærer på vores forhold, den der vil ligge som en kampesten i et rigtigt forhold.

Hun er for ham ung og naiv, hen imod det kedelige. Noget, der for mig, ligner en beskrivelse af hans ekskone, og dermed noget han har været lunt pakket ind i i 23 år. Så selvom et opdaget utroskab - fra hans side endte ægteskabet - med en, som han kalder det, overvældende forelskelse, der nærmest åd ham indefra (og som ikke var mig), så er han efter min mening endt i samme type "ægteskab" - bare med en yngre model. Nu har han så dyrket utroskabet ved siden af uden at blive opdaget. Med én der er ærlig, provokerende, sexet og intelligent.

Hun er også den, der ikke som sådan har oplevet hans dårlige sider, for han er jo den gode kæreste overfor hende. Hvor jeg kender til alt og nok især det rå og usødet. Vi har haft en ærlighed mellem os og vores lille bobbel, der den sidste tid blev mere og mere snæver. Oddsene har derfor på ingen måde været gode, det er jo meget nemmere at blive hos én, der kender ens gode sider.

Jeg har ikke haft den store lyst til at afsløre ham, men for mig har det været hans problem. Og vil han mig, skal det være en aktiv handling fra ham. Dog gav jeg en 'trussel' i mit farvel til ham - at jeg vil afsløre vores forhold for hende, hvis han nogensinde kontakter mig igen via mail, sms, telefon, på facebook, over chat eller på min adresse. Det var det eneste middel, jeg følte ville være effektivt, og hvor konsekvensen ville kunne mærkes i hans liv. Jeg ved også, at det gør at han ikke kontakter mig for selvom han har følelser for mig, og han flere gange har tænkt tanken om os i et rigtigt offentligt og monogamt forhold, så ender tanken og følelserne dér.

Min gode veninde, som kender til alt mellem ham og jeg, sagde, at han så ud til at ville snakke med mig i fredags, og jeg undlod det. Det var svært, især da vi fik øjenkontakt, og han lyste op.

Jeg har tænkt meget over om disse tanker skulle ud her. Fordi det vil udstille mig, som én der blander sig i et forhold, som én der vil nøjes. Kærlighed gør blind, og jeg arbejder meget på at få synet tilbage.

Jeg ved, at et forhold som det ikke er noget, jeg på nogen måde kan tilbyde et barn. Og jeg er blevet mere skærpet i mit syn i mine nuværende møder med mænd. Så jeg er så småt på vej videre mod den gode mand for mig - og mit kommende barn. Væk fra den knugende mave til den hvor sommerfugle basker rundt indeni.

Aftaler er booket og info bøger er indkøbt

Der er sket mange ting i denne uge. I går var jeg ude at få en øl efter en fed koncert og blev spurgt af en mand jeg ikke havde mødt for første gang i går, hvad mit højeste ønske var, og tanken om et barn var det der dukkede op. Jeg fik fortalt om nogle andre ønsker for mit liv - for nu var han umiddelbart ukendt for mig, og vi sad blandt andre, så havde ikke lyst til at åbne så meget op for posen. Men det at få og føle tanken, at det for mig er det største, var meget givende for mig, og gjorde mig glad. Det giver mig en sikkerhed i en tid, hvor jeg ikke vakler, men det er jo et livsændrende ønske mod usikker grund fra, hvad jeg kender og ellers lever i. For at være med på sidelinjen hos veninder og søster er jo på ingen måde ikke det samme.

I onsdags fik jeg bestilt tid på Riget til en skanning af mine æggeledere, så jeg kan få vished om hvor meget liv der er tilbage. Ud fra tanken om at vide, hvor meget hjælp jeg skal gå efter, og dermed også igen skulle tage et valg. Et aktivt valg. Det er et led af et forskningsprojekt, og det bliver spændende og lidt nervepirrende at skulle igennem. Men jeg vil få vished, og det vil føre mig videre. Der er noget tid til, hvad jeg tænker egentlig er godt, for så kan jeg få alle tankerne med.

En ting er jo, at jeg til tider føler, jeg skal forsvare, at jeg har lyst til at få barn alene, og det er drønhårdt. For det er jo en lyst, der ikke kan forklares i detaljer. Jeg ved, at det er fordi, jeg gør det alene og spørgsmålene sikkert stilles i god mening. Men ingen kvinder i par skal forsvare deres lyst til børn så dybt, fordi det er det naturlige. Fair at der er mange ting, der skal vendes, og det er jo fedt også at have nogle at snakke med om alle mine tanker - og deres. Men kan ikke gøre det uden støtten også, som jeg  heldigvis har fra mange. Og den vil jo nok komme fra de sidste også i løbet af processen - det håber jeg i hvert fald.

På vej mod en ny start...

Fik en god idé i dag på vej til den lokale hobbyshop - at starte en blog, hvor jeg får luft for mine tanker og deler mine interesser. Grunden er, at jeg har ret mange tanker for tiden, fordi mit liv har kurs mod en større omvæltning. Jeg takker af hele mit hjerte, at en rigtig god veninde satte gang i alle disse tanker i maj - nemlig at tænke grundigt over min stigende alder og manglende kæreste og alligevel give liv til et kært barn.

Hun er en veninde nogle år yngre end mig, hvor alt skete på to år - kæreste, flytte sammen, få hund, blive gift borgerligt, få barn nummer ét og viet anden gang i kirken - og nu på tredje år venter hun barn nummer to.

Hun sad, hvor jeg sidder nu i min sofa og sagde, at hun havde noget, hun gerne ville sige og havde tænkt længe over. At hun synes, at jeg skulle tage aktivt stilling til det at få barn - også selv om det umiddelbart skulle være alene. Hun sagde videre, at hun ser mig som en person, der vil kunne klare det, selvom det bliver hårdt. Samtidig med at hun mindede mig om hvor stor en gave de kære små er.

Det skal lige siges, at jeg har tænkt, at børn skulle jeg have med en mand, og at jeg ellers skulle have et andet liv, hvor jeg så ville have muligheder for rejser og dyrke mine interesser. Men den måde hun sagde det satte noget igang i mig - det rørte mig! Rørte noget, der egentlig allerede var startet.

I de sidste forhold jeg har haft, har drømmen om børn dukket op, men forholdene har bare ikke haft det rigtige grundlag. Så de kom ikke så langt.

Nu har jeg tænkt hele sommeren og delt mine tanker med gode veninder - de fleste med et GO-GIRL attitude og et par enkelte med stor forbeholdenhed med forskellig begrundelse. Og nu har jeg sat lavinen i gang - har tid både hos lægen og på Riget inden for de næste tre måneder. Det er dog stadig kun startsperioden, men det mest spændende er at jeg er i gang. At jeg har taget et valg - vendt og drejet det... Det bliver hårdt, men det bliver også mere end meningsfyldt. Glæder mig!