'Høst og såning'

Sidste dag i en fire dages weekend. Jeg har fået sat et prima æg op tidligere i dag - karakter A og det er bedre end det sidste æg jeg fik op. Selvom det også var et af de bedre. Jeg følte en skuffelse da jeg hørte at det kun var ét af de fire æg der havde delt sig godt og kan bruges. Men det kræver selvfølgelig kun ét æg for mig at blive gravid. Og det bliver jeg denne gang! Det er jeg sikker på - og ellers har jeg min nødplan. Men den skal ikke sættes i gang.

Jeg har haft planer om at rydde ud i mit tøj denne weekend og vaske mine vinduer. Tøjet er blevet ordnet og jeg har genfundet tøj jeg havde glemt jeg havde. Lagt noget væk som kan bruges som graviditetsbukser og en lille bunke der skal syes op eller reparereres. Den virkelig dejlige oplevelse var at det meste af mit tøj er blevet for stort eller passer nu. Det er virkelig dejligt at jeg tog den livstilsændring i vinters og at kiloerne bliver væk selvom jeg slækker lidt mere på kostreglerne og får dyrket lidt mindre motion end jeg 'burde'. Det gode er jo at jeg præcis ved hvad der skal til og at jeg for det meste retter ind og særligt når jeg har fået for meget af det søde.

Det bliver spændende med de næste to uger. Jeg vil ikke overanstrenge mig og være mere OBS på at spise det gode for mig. Dette smukke æg må meget gerne blive begyndelsen på et livslangt forhold til mit barn. Dagen er smuk og perfekt til en start på et nyt liv.

MORS dag

Har haft en dejlig dag - startede med en hård spinningtime og så 2,5 time ude i Hareskoven med en god veninde. I morges sendte jeg min mor tanker. Er ked af at hun ikke kan se hvor jeg er nu i mit liv og være en del af det. Om tre måneder er det 13 år siden hun gav slip efter tre hårde år med sygdom og utryghed om hvad der skulle ske eller rettere hvor hurtigt.

Kære Mor
Jeg er kommet et godt stykke vej, siden vi sagde farvel på sengekanten. Et smukt farvel. Jeg ved, vi havde vores at kæmpe med. Jeg følte, du svigtede mig, da I blev skilt, at kærligheden til mig blev mindre (faktisk lige siden min søster blev født) at du forventede, at jeg var mere voksen, end jeg var.

Jeg er blevet klogere og forstår mere din baggrund og har tilgivet dit svigt. Det, der stadig kan ramme mig, var din forventning til mig som den ældste. For lige meget, hvor gammel jeg var, var jeg stadig din datter, der havde brug for sin mor. Jeg ved dog også, at det var kommet til et tidspunkt, hvor du ikke kunne magte at være den mor mere som du havde været. Men derfor gjorde det stadig ondt.

En ting, jeg er meget taknemmelig for, er den tid, vi havde sammen de sidste år - den stille tid hvor vi bare nød hinandens selskab. Nogen gange uden meget snak - bare os i samme rum. Det er stunder. jeg værdsætter, fordi selvom vi ikke sagde noget, var der en masse ord og følelser mellem os.

Snart bliver jeg selv mor - det er i hvert fald den store plan! - jeg ville elske, hvis du kunne have oplevet det. Egentlig ved jeg ikke rigtig, hvad du ville sige til, at jeg gør det her alene. Du var jo selv en person og kvinde, der var stærk og i mit perspektiv holdte lidt for meget igen i forhold til følelser. Du klarede meget  og gjorde det godt. Og helt ærligt tror jeg, du ville tro, at jeg også fint vil klare det her, men selvfølgelig med et ønske om at det kunne være med en mand. For jeg har en (din?) styrke og vilje og krydret den med min egen følsomhed og en større åbenhed. Jeg har lært mange ting om mig selv, og hvad jeg ville slippe af dårlige vaner, siden vi sagde farvel. Og det er gået godt Mor. Der er mange ting, der stadig ikke er helt på plads - manden lader vente på sig, og mit job er ikke fast, men jeg har en masse dejlige mennesker i mit liv, dette års forår fylder luften og kroppen, jeg har et mål, som er fantastisk at gå imod, selvom vejen også har bump. Viljen til at nå mit mål og drømme er stærk og føler, de kommer tættere og tættere på min virkelighed.

Et barn, en mand, en større bolig, et fast job, et kolonihavehus. Om lidt er det mit :)

Kærlige tanker til dig min kære mor. <3

Godt selskab og grineanfald

Er næsten lige kommet hjem (22.25) efter en dejlig aften med et par veninder. Først ude at spise og så i biffen. De tog videre og ville tage en drink på vej hjem. Ærgerligt at jeg ikke kunne tage med, men havde en aftale med et par sprøjter (hormoner og en der holder på mine æg) og så kan jeg jo heller ikke drikke. Derudover er jeg også træt. Vi så Samba, og den er anbefalelsesværdig - sjov men har også en tristhed over sig. Livet som illegal flygtning/indvandrer kan jo på ingen måde være sjov.
Kender dog godt til det at man er nødt til at joke med en åbenbar håbløs situation fordi det ellers vil blive ulideligt.

Jeg er ret glad lige nu! For det jeg gør for mig selv - har fået trænet i denne uge, cyklet hjem fra arbejde, set veninder og skal i skoven i morgen. Jeg kan godt mærke, at det giver mig energi og glæde. Det kan ellers godt være en hård proces jeg er i, fordi jeg nok ikke vil overbelemre venner med alle de tanker jeg har om det lykkedes, om savnet af nærhed med en mand, om at jeg føler mig alene - ikke ensom men alene. Så jeg skal holde mig i gang med nogle af de ting, der giver mig energi, så jeg har en masse power.

Et par ting jeg skal have styr på er min snarlige 40 års fødselsdag - både den for familie og den for venner. De sidste indkøb og lidt planlægning til nogen gode venners bryllup i juni. En ansøgning der siger SPAR 2 med deadline om et par uger. En samtale med banken om en andelsbolig.

Glæder mig meget til mandag, hvor jeg skal se hvor mange folikler der er vokset sig store. Håber så meget på, at der er 10!

Fuld af forhåbning og 'gødning'

Så er jeg i gang igen. 225 enheder af hormon er nu inde i min krop og skal 'gøde' de ægblærer jeg så tidligere i dag. Gode vilkår 4 på den ene side og 10-12 på den anden side. Dosisen er sat op, så jeg håber det giver et resultat om en uge der siger 7-10 ægblærer der er modne nok til at blive suget ud. 

Jeg føler mig klar igen efter en måned hvor jeg har haft opmærksomhed på andet end sprøjter, piller og bestemte tidspunkter. Hvor jeg har nydt at det er ved at være forår og slappet lidt af med et glas vin. Som en god veninde sagde skal jeg huske at slappe af og miste styringen lidt. 

I fredags delte jeg en flaske vin med min far, og forhåbentlig er det den sidste i det næste meget lange stykke tid. Den var god og en dejlig nydelse - og gjorde at jeg faldt i søvn under filmen..

Jeg fik for nogle uger siden en ny veninde, der står for enden af min seng og kigger på mig. Det lyder faktisk lidt scary, men hun er en figur fra Afrika, der spreder frugtbarhed, og jeg har lånt den af en meget sød veninde. Hun har vist sig at være ret succesfuld, for hun har virket og sendt sin frugtbarhed videre til min veninde og en af hendes veninder, så det tog dem hver i sær to måneder at blive gravide. Jeg går ind i min anden måned med hende, og er sikker på hun har meget mere at give af. 

Jeg er som jo egentlig ikke overtroisk, men synes også det er dejligt at have noget at tro på, fx hende og den akupunktur jeg får. Hormonerne virkede sidst, og med flere er jeg sikker på, at det nok skal blive bedre med muligheder. Så dér synes jeg ikke rigtig, at jeg har en stor indflydelse som sådan, da de skubber til biologien inde i mig. Så ud over at holde håbet højt og have en tro kan jeg ikke gøre så meget. Det er det, kvinden fra Afrika og akupunkturen giver mig - afslapning. 

Tilgivelse

At tilgive føles som at smide en rygsæk på 200 kg, du måske ikke engang rigtig vidste, du bar på. Tilgivelse giver adgang til at forstå, acceptere, transformere, genskabe relationer, mærke kærligheden og være i livet. I stedet for at sidde fast i fortiden. Men tilgivelse kan man ikke forcere. Den kommer, når den kommer.

Jeg læste dette som afslutningen af en artikel i dag. Og det ramte helt plet i mig! Jeg tilgav for to uger siden en mand, der har været i mit liv i for lang tid, selvom han ikke burde, og jeg tilgav mig selv fordi jeg havde holdt ved min kærlighed til ham, selvom han ikke ville vælge mig men sin kæreste. 

Jeg foretog et aktivt valg, for jeg har haft en vrede i mig i noget tid på trods af at vores kontakt er ophørt, og i forbindelse med det negative svar på graviditet kom det frem, at jeg blev nødt til at komme af med den vrede i mig. Sendte min tilgivelse til ham uden nogen forventning om noget tilbage fra ham. Men blev på ingen måde forbavset over at jeg fik et svar og at det fra ham var en åbning om en ny dialog. Følte ikke en lyst til at svare og gjorde det ikke, fordi jeg vil ikke have nogen i mit liv, der ikke tager ansvar og ikke respekterer mig.

Tilgivelsen var en ren egoistisk handling for at hjælpe mig selv videre. Han er i den ikke i mine øjne blevet en bedre person, men jeg har accepteret, at han er den forvirrede person han er, og har fået en forståelse for hans forhold til hans kæreste. Ikke at deres forhold er ærligt. Jeg kan se, hvad hans behov er nu i livet, og dem opfylder hun - rejser, frihed uden fælles børn, en god base. 

I de sidste to uger har jeg været lettere og er på vej til at åbne op for nye relationer og kærlighed - klogere på hvad jeg ikke vil. 

Næste uge rykker...

Jeg er mega spændt på næste uge som byder på aftale hos lægen og to netværksgruppeaftner med kvinder der ligesom mig vil springe ud i det at få et barn alene. Der er også en glæde i min krop over at jeg nu sådan rigtig skal til at lukke op for posen og i højere grad skal ud i beslutningen.

Hos lægen regner jeg mest med at kunne blive afklaret på det praktiske forløb. Og til netværksaftnerne skal jeg mødes med kvinder der enten er i beslutningsfasen eller er startet på forløbet. Jeg valgte at være med i begge grupper for at få et indblik i, hvad der ligger længere fremme. Også fordi jeg har fået lavet mine første aftaler med læge og hospital.

Det bliver første gang, jeg får snakket rigtig omkring min beslutning med andre i samme situation. Veninder har dog tilbudt at give mig nummer/mail til andre de kender som er gravide single(på vej til at blive) mødre eller allerede har fået barn. Lige nu føler jeg mit behov er at snakke med andre som er lige dér, hvor jeg er.

Jeg har strejfet tanken om, hvad nu hvis det er for sent??? Er i gang med at læse 'Selvvalgt singlemor til donorbarn - beslutningsprocessen', og den bringer det op, for det KAN jo være en risiko. Jeg bliver så trist ved tanken om, at jeg kan have ladet mit liv flyve forbi i troen om, at det selvfølgelig vil falde i hak. Og ikke har været klar til at tænke tanken helt ud - risikoen for at jeg ikke kan få et barn. Jeg har jo mødt kvinder, der netop har fået barn omkring 40'erne. Den ene med en del hjælp, som de til sidst gik fra fordi hormonerne var for hårde, og da de ventede på deres adoptivbarn, blev hun gravid uden hjælp som 38 årig. En anden var 40 år ved den første og 42 ved nummer to. Så jeg har jo vidst, at det kan lade sig gøre. Forskellen er bare, at de begge har mænd, og det har jeg ikke - lige nu i hvert fald. Det har jo ellers været min drøm også at have det. Nu håber jeg bare, at det ikke er for sent for mig og mit barn. Det må jeg vente små to måneder på at finde ud af.

Næste uge skal jeg bruge på mere afklaring af processen og få snakket om det der rumsterer i mig med andre, der er i det samme. Og det glæder jeg mig til, så jeg kan komme videre i planlægningen. Håber ikke det lyder koldt, men tænker egentlig ikke, det er anderledes fra, hvad andre kvinder/mænd i forhold tænker, når de vil have barn. Mange børn er jo netop planlagte.

Komme ind i et netværk

Jeg er lige kommet hjem fra et netværksmøde med 30 andre kvinder der enten er i beslutningsfasen, fertilitetsbehandlingen, gravide eller singlemor til et barn. Det var så dejligt at møde andre med samme tanker og blive bekræftiget i at det valg ikke gør én underlig eller uattraktiv som person, for hold da op det var smukke, veluddannede kvinder, der sad der overfor et af de største beslutninger i vores liv. Vi sad dér for at få mere at vide om, hvordan der var gået for andre, og høre hvad andre havde af oplevelser igennem processen. I tre timer kom vi til at tage en beslutning, processen med at blive gravid, selve graviditeten til hvordan får man det til at hænge sammen som eneforældre med et job og et ønske om også at være kvinde og have selvtid.

Meget spændende!!!

Oven i det fik jeg også bogen Selvvalgt singlemor til donorbarn, bogen de to kvinder, der havde oplægget i dag, har skrevet. Glæder mig til at komme igang med den - føler meget at beslutningen egentlig ER taget, men samtidig er det jo godt at have overvejet de mange aspekter som det at være singlemor. Ikke at jeg tror jeg kan tænke mig til et liv som mor for det tror jeg ingen kan - heller ikke som andengangsforældre fordi dér vil situationen jo være en anden fra første gang. Men uanset tror jeg at man kan gøre det nemmere for sig selv ved at bevæge sig lidt ud i krogene også dér var det bliver svært. Noget jeg ikke er helt sikker på at forældrepar gør fordi de i større grad reagere på følelsen om at få et barn sammen. Den følelse HAR jeg men fordi jeg kun er én er det ikke helt nok fordi der er andre ting der også skal hænge sammen. Ikke at de har betydning for selve valget, for jeg tror ikke jeg bliver boende i min lille bolig i mange år endnu, det faste job er jeg også sikker på at jeg får snart, babysitting af den lille for at få lidt selvtid er jeg heller ikke i tvivl om at jeg vil kunne få løst, så ser det ikke som hindringer. Jeg tror bare, at det kan være godt for mig at visualisere mit nye liv og se det for mig. Så jeg allerede inden i hovedet har fået omlagt det lidt til hvad det kan blive.

I morgen aften må jeg gå i gang med læsningen :)