Det er kontroversielt - kvinden behøver ikke manden med undtagelse af nogle sprællende sædceller.
I mine tredvere har jeg tænkt, at det måtte være enten eller. Mig og en mand der sammen får barn eller så skulle jeg ikke have barn. Jeg har flere gange rykket grænsen for deadlinen for barn, for det har ikke været de rigtige mænd, jeg har mødt. Ikke at jeg er kræsen, men enten var kærligheden der ikke rigtig, kun som en lettere forceret form, fordi jeg ville ud af den store datingverden. Eller så var kærligheden der, men i en så kompliceret form og med en historie, der var ødelæggende for os og ikke havde en fremtid.
Så nu er jeg enlig, ledig og single. 38 år gammel med en veninde, der vil mig det allerbedste og formulerer de tanker, jeg ikke skal slå hen mere, for muligheden er der. En kvinde kan få barn alene, og jeg vil ikke være den første, der begiver sig ud i det. Pointen fra hendes side er at jeg skal tage et aktivt valg og tænke det så godt i gennem som jeg nu kan.
I forhold til min indledning, så behøver jeg en mand, men tiden for mig er bare ved at slippe op i forhold til børn. Det betyder dog på ingen måde overhovedet, at jeg vil leve uden mand og nøjes med nogle sprællende sædceller.
Jeg har i løbet af sommeren læst flere artikler om selvvalgte enlige mødre, og hvilke udfordringer de står med - både fra dem selv og omverdenen. Jeg har læst om mænd, der føler sig vraget af den stærke kvinde, der kan alt selv - karrieren, barn og hjemmet. Og om hvordan de ikke føler sig tilstrækkelige overfor kvinden, så de i stedet udfordre sig selv med ekstremsport.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar