søndag den 10. maj 2015

MORS dag

Har haft en dejlig dag - startede med en hård spinningtime og så 2,5 time ude i Hareskoven med en god veninde. I morges sendte jeg min mor tanker. Er ked af at hun ikke kan se hvor jeg er nu i mit liv og være en del af det. Om tre måneder er det 13 år siden hun gav slip efter tre hårde år med sygdom og utryghed om hvad der skulle ske eller rettere hvor hurtigt.

Kære Mor
Jeg er kommet et godt stykke vej, siden vi sagde farvel på sengekanten. Et smukt farvel. Jeg ved, vi havde vores at kæmpe med. Jeg følte, du svigtede mig, da I blev skilt, at kærligheden til mig blev mindre (faktisk lige siden min søster blev født) at du forventede, at jeg var mere voksen, end jeg var.

Jeg er blevet klogere og forstår mere din baggrund og har tilgivet dit svigt. Det, der stadig kan ramme mig, var din forventning til mig som den ældste. For lige meget, hvor gammel jeg var, var jeg stadig din datter, der havde brug for sin mor. Jeg ved dog også, at det var kommet til et tidspunkt, hvor du ikke kunne magte at være den mor mere som du havde været. Men derfor gjorde det stadig ondt.

En ting, jeg er meget taknemmelig for, er den tid, vi havde sammen de sidste år - den stille tid hvor vi bare nød hinandens selskab. Nogen gange uden meget snak - bare os i samme rum. Det er stunder. jeg værdsætter, fordi selvom vi ikke sagde noget, var der en masse ord og følelser mellem os.

Snart bliver jeg selv mor - det er i hvert fald den store plan! - jeg ville elske, hvis du kunne have oplevet det. Egentlig ved jeg ikke rigtig, hvad du ville sige til, at jeg gør det her alene. Du var jo selv en person og kvinde, der var stærk og i mit perspektiv holdte lidt for meget igen i forhold til følelser. Du klarede meget  og gjorde det godt. Og helt ærligt tror jeg, du ville tro, at jeg også fint vil klare det her, men selvfølgelig med et ønske om at det kunne være med en mand. For jeg har en (din?) styrke og vilje og krydret den med min egen følsomhed og en større åbenhed. Jeg har lært mange ting om mig selv, og hvad jeg ville slippe af dårlige vaner, siden vi sagde farvel. Og det er gået godt Mor. Der er mange ting, der stadig ikke er helt på plads - manden lader vente på sig, og mit job er ikke fast, men jeg har en masse dejlige mennesker i mit liv, dette års forår fylder luften og kroppen, jeg har et mål, som er fantastisk at gå imod, selvom vejen også har bump. Viljen til at nå mit mål og drømme er stærk og føler, de kommer tættere og tættere på min virkelighed.

Et barn, en mand, en større bolig, et fast job, et kolonihavehus. Om lidt er det mit :)

Kærlige tanker til dig min kære mor. <3

Ingen kommentarer:

Send en kommentar