Jeg er mega spændt på næste uge som byder på aftale hos lægen og to netværksgruppeaftner med kvinder der ligesom mig vil springe ud i det at få et barn alene. Der er også en glæde i min krop over at jeg nu sådan rigtig skal til at lukke op for posen og i højere grad skal ud i beslutningen.
Hos lægen regner jeg mest med at kunne blive afklaret på det praktiske forløb. Og til netværksaftnerne skal jeg mødes med kvinder der enten er i beslutningsfasen eller er startet på forløbet. Jeg valgte at være med i begge grupper for at få et indblik i, hvad der ligger længere fremme. Også fordi jeg har fået lavet mine første aftaler med læge og hospital.
Det bliver første gang, jeg får snakket rigtig omkring min beslutning med andre i samme situation. Veninder har dog tilbudt at give mig nummer/mail til andre de kender som er gravide single(på vej til at blive) mødre eller allerede har fået barn. Lige nu føler jeg mit behov er at snakke med andre som er lige dér, hvor jeg er.
Jeg har strejfet tanken om, hvad nu hvis det er for sent??? Er i gang med at læse 'Selvvalgt singlemor til donorbarn - beslutningsprocessen', og den bringer det op, for det KAN jo være en risiko. Jeg bliver så trist ved tanken om, at jeg kan have ladet mit liv flyve forbi i troen om, at det selvfølgelig vil falde i hak. Og ikke har været klar til at tænke tanken helt ud - risikoen for at jeg ikke kan få et barn. Jeg har jo mødt kvinder, der netop har fået barn omkring 40'erne. Den ene med en del hjælp, som de til sidst gik fra fordi hormonerne var for hårde, og da de ventede på deres adoptivbarn, blev hun gravid uden hjælp som 38 årig. En anden var 40 år ved den første og 42 ved nummer to. Så jeg har jo vidst, at det kan lade sig gøre. Forskellen er bare, at de begge har mænd, og det har jeg ikke - lige nu i hvert fald. Det har jo ellers været min drøm også at have det. Nu håber jeg bare, at det ikke er for sent for mig og mit barn. Det må jeg vente små to måneder på at finde ud af.
Næste uge skal jeg bruge på mere afklaring af processen og få snakket om det der rumsterer i mig med andre, der er i det samme. Og det glæder jeg mig til, så jeg kan komme videre i planlægningen. Håber ikke det lyder koldt, men tænker egentlig ikke, det er anderledes fra, hvad andre kvinder/mænd i forhold tænker, når de vil have barn. Mange børn er jo netop planlagte.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar