Knugende mave

Her over weekenden har jeg haft en knugende mave og et kæmpe savn. Efter en mand jeg elsker, som ikke vil mig fuldt ud. Jeg så ham i fredags med et stormende bankende hjerte til en reception på min gamle arbejdsplads, efter jeg sagde farvel til ham for små halvanden måned siden. Det er destruktive følelser for mig, for vores forhold kørte i omkring 3,5 år med afbrudt forbindelse ind i mellem, hvor jeg har datet med andre mænd. Og altid er vi vendt tilbage til hinanden som to magneter, der ikke kan gøre andet.

Mit farvel var dog ment rigtigt - denne gang! For jeg har sagt det flere gange før. Mine tanker var endda begyndt at dreje sig om andre mænd med den store fordel, at de er singler.

I foråret erkendte jeg til sidst, at jeg faktisk elskede ham, og det var også da, at det ikke sjovt at være hende på sidelinjen mere. Vores sidste kontakt varede i halvandet år, hvor jeg var meget bevidst om, at han havde en kæreste ved siden af. Det startede som en hævn over for hende, da det var hende, der tog ham fra mig. Selvfølgelig fordi han ikke var interesseret nok i mig når det kom til stykket. I starten nød jeg, at hun havde scoret sig en mand, der ikke kunne være hende tro. Jeg brugte også ham, men vores samtaler blev til daglige samtaler og så handlede det ikke mere kun om sex. Problemet er bare, at jeg på trods af mine følelser har mistet min tillid til ham, min tro på ham. Og alligevel så er han i mine øjne smuk, tiltrækkende, sexet og en mand jeg ikke ønsker at have den nedbrydende (og til mange tider dejlige udfordrende) historie sammen med. For det er den der for størstedelen tærer på vores forhold, den der vil ligge som en kampesten i et rigtigt forhold.

Hun er for ham ung og naiv, hen imod det kedelige. Noget, der for mig, ligner en beskrivelse af hans ekskone, og dermed noget han har været lunt pakket ind i i 23 år. Så selvom et opdaget utroskab - fra hans side endte ægteskabet - med en, som han kalder det, overvældende forelskelse, der nærmest åd ham indefra (og som ikke var mig), så er han efter min mening endt i samme type "ægteskab" - bare med en yngre model. Nu har han så dyrket utroskabet ved siden af uden at blive opdaget. Med én der er ærlig, provokerende, sexet og intelligent.

Hun er også den, der ikke som sådan har oplevet hans dårlige sider, for han er jo den gode kæreste overfor hende. Hvor jeg kender til alt og nok især det rå og usødet. Vi har haft en ærlighed mellem os og vores lille bobbel, der den sidste tid blev mere og mere snæver. Oddsene har derfor på ingen måde været gode, det er jo meget nemmere at blive hos én, der kender ens gode sider.

Jeg har ikke haft den store lyst til at afsløre ham, men for mig har det været hans problem. Og vil han mig, skal det være en aktiv handling fra ham. Dog gav jeg en 'trussel' i mit farvel til ham - at jeg vil afsløre vores forhold for hende, hvis han nogensinde kontakter mig igen via mail, sms, telefon, på facebook, over chat eller på min adresse. Det var det eneste middel, jeg følte ville være effektivt, og hvor konsekvensen ville kunne mærkes i hans liv. Jeg ved også, at det gør at han ikke kontakter mig for selvom han har følelser for mig, og han flere gange har tænkt tanken om os i et rigtigt offentligt og monogamt forhold, så ender tanken og følelserne dér.

Min gode veninde, som kender til alt mellem ham og jeg, sagde, at han så ud til at ville snakke med mig i fredags, og jeg undlod det. Det var svært, især da vi fik øjenkontakt, og han lyste op.

Jeg har tænkt meget over om disse tanker skulle ud her. Fordi det vil udstille mig, som én der blander sig i et forhold, som én der vil nøjes. Kærlighed gør blind, og jeg arbejder meget på at få synet tilbage.

Jeg ved, at et forhold som det ikke er noget, jeg på nogen måde kan tilbyde et barn. Og jeg er blevet mere skærpet i mit syn i mine nuværende møder med mænd. Så jeg er så småt på vej videre mod den gode mand for mig - og mit kommende barn. Væk fra den knugende mave til den hvor sommerfugle basker rundt indeni.