torsdag den 29. august 2013

På vej mod en ny start...

Fik en god idé i dag på vej til den lokale hobbyshop - at starte en blog, hvor jeg får luft for mine tanker og deler mine interesser. Grunden er, at jeg har ret mange tanker for tiden, fordi mit liv har kurs mod en større omvæltning. Jeg takker af hele mit hjerte, at en rigtig god veninde satte gang i alle disse tanker i maj - nemlig at tænke grundigt over min stigende alder og manglende kæreste og alligevel give liv til et kært barn.

Hun er en veninde nogle år yngre end mig, hvor alt skete på to år - kæreste, flytte sammen, få hund, blive gift borgerligt, få barn nummer ét og viet anden gang i kirken - og nu på tredje år venter hun barn nummer to.

Hun sad, hvor jeg sidder nu i min sofa og sagde, at hun havde noget, hun gerne ville sige og havde tænkt længe over. At hun synes, at jeg skulle tage aktivt stilling til det at få barn - også selv om det umiddelbart skulle være alene. Hun sagde videre, at hun ser mig som en person, der vil kunne klare det, selvom det bliver hårdt. Samtidig med at hun mindede mig om hvor stor en gave de kære små er.

Det skal lige siges, at jeg har tænkt, at børn skulle jeg have med en mand, og at jeg ellers skulle have et andet liv, hvor jeg så ville have muligheder for rejser og dyrke mine interesser. Men den måde hun sagde det satte noget igang i mig - det rørte mig! Rørte noget, der egentlig allerede var startet.

I de sidste forhold jeg har haft, har drømmen om børn dukket op, men forholdene har bare ikke haft det rigtige grundlag. Så de kom ikke så langt.

Nu har jeg tænkt hele sommeren og delt mine tanker med gode veninder - de fleste med et GO-GIRL attitude og et par enkelte med stor forbeholdenhed med forskellig begrundelse. Og nu har jeg sat lavinen i gang - har tid både hos lægen og på Riget inden for de næste tre måneder. Det er dog stadig kun startsperioden, men det mest spændende er at jeg er i gang. At jeg har taget et valg - vendt og drejet det... Det bliver hårdt, men det bliver også mere end meningsfyldt. Glæder mig!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar